Området
Ved fredningen af Kappelhøjkilen blev kommunen pålagt at udarbejde en samlet plejeplan for hele området. Plejeplan for Kappelhøjkilen blev vedtaget i november 2015 og er nu ved at blive sat i værk.
Plejeplanen indeholder bl.a. forslag til drift, der vil ændre de offentligt ejede arealer i retning af en mere artsrig vegetation med et varieret indhold af smådyr og insekter samt styrke og forbedre naturværdier og kulturminder. Der skabes eller genskabes søer og vandhuller, og rørlagte vandløb frilægges. Endelig indeholder plejeplanen retningslinjer for udformning og opsætning af informationstavler og kortborde.
I 2020 er foldene blevet udvidet betydeligt. Store fold mod vest har fået en god bid af slugten med, hvor der er læ og tørt. Lille fold er forlænget så den nu strækker sig fra Kappelhøjvej til Magleblikskolen. Der er mulighed for at åbne eller lukke for det sydligste stykke efter behov. Mod øst er der kommet en helt ny fold til, som strækker sig helt ud til Hillerødvej. Også denne fold kan indrages efter behov for yderligere græsning.
Fra 2023 har vi fået mulighed for at græsse i perioder omkring Krebsehullet og trekanten syd for branddammen. Der vil blive sat skilte på lågerne, når der er dyr i disse folde.
Alle er velkomne til at færdes i foldene med sund fornuft og hund i snor. Kvierne er venlige og nysgerrige over for mennesker. Derimod er de ikke meget for løse hunde, og de er ikke bange for at at vise at det er dem, der bestemmer.
Stien fra Strandvejen op gennem slugten er blevet ryddet og farbar. En genopdaget genvej og spændende oplevelse for børn og voksne.
Området omkring den fritlagte branddam ved Oldtidsstien vil fungere som portal til Kappelhøjkilen og skiltning vil fortælle om området og naturen. En anden lokal initiativgruppe omkring Oldtidsstien har sammen med kommunen arbejdet på at gøre dette område attraktivt til ophold og leg.